Pride Week hele året!
Det er Copenhagen Pride Week og de regnbuestribede flag blafrer lystigt i vinden lige så langt øjet rækker. Selv på indersiden af Absolut Vodkaflaskerne er der gjort plads til et. Det er dejligt og vidner om forandring og nye tider. Men hvorfor skal der kun være fokus på at skabe lige vilkår for- og accept af LGBT+-personer en uge om året - er det ikke uambitiøst?
Fremskridt – men ikke i mål
Det er nok en generel opfattelse, at der i løbet af de sidste ti år en sket en forandring i positive retning i forhold til spørgsmål om køn og seksualitet. Det konkluderer i al fald blandt andre Institut for Menneskerettigheder, der følger udviklingen for LGBT+ -personer i Danmark.
Men hvorfor skal der kun være fokus på køn og seksualitet i en uge om året? Er det ikke uambitiøst? For vi er vel fortsat langt fra målet!? En undersøgelse, som Oxford Research i 2021 har lavet på vegne af HK Hovedstaden, viser f.eks., at 29 % af HK Hovedstadens ikke-heteroseksuelle medlemmer oplever, at der bliver talt nedsættende om bestemte seksuelle orienteringer på arbejdspladsen.
Mangfoldighed gavner både individet og arbejdspladsen
Siden Great Place To Works spæde start har vi vidst, at en oplevelse af at alle medarbejdere på en arbejdsplads behandles retfærdigt uanset køn og seksuel orientering, var vigtig for den generelle (positive) opfattelse af arbejdspladsen. Det samme gælder spørgsmålet om, hvorvidt medarbejderne oplever, at de kan være sig selv på arbejdspladsen.
En analyse af Great Place To Works omfattende datamateriale fra 2018 lagde i øvrigt endnu en dimension på temaet. Den viste nemlig, at de arbejdspladser, hvor ALLE medarbejdere uanset stilling, køn, alder, anciennitet og seksuel orientering har en konsistent positiv oplevelse af arbejdspladsen, i gennemsnit årligt vokser med 1,2 procentpoints mere end selv gode arbejdspladser, hvor oplevelsen dog er mere inkonsistent.
Det er på den baggrund, at vi definerer den gode arbejdsplads som en arbejdsplads, hvor ALLE medarbejdere, uanset hvem de er og hvilke opgaver de løser på arbejdspladsen, har mulighed for at være den bedste udgave af sig selv og realisere deres fulde potentiale. Og det er ifølge den definition, vi kårer de bedste arbejdspladser i Danmark og 59 andre lande verden over.
Er det logik for perlehøns, at arbejdspladser, hvor alle trives, laver bedre resultater, simpelthen fordi det gør alle mere engagerede og loyale? Eller skyldes den større vækst, at man er god til at drage nytte af mangfoldigheden og gøre den til en konkurrencefordel? Det kan man ikke sætte to streger under, men adskillige arbejdspladser har som mål, at medarbejderstaben skal afspejle det omkringliggende samfund, fordi det giver en bedre mulighed for at forstå og imødekomme en mangfoldig kundeportefølje.
Fokus på mangfoldighed hele året
Indrømmet! Vi har også selv hejst flaget på LinkedIn og Facebook i denne uge, men vi vil godt opfordre alle danske arbejdspladser til at bevare fokus på mangfoldigheden – også når flagene er taget ned igen. Hele året, og til næste år, og næste år igen - lige indtil vi med ro i stemmen og uden at blinke kan sige, at homoseksuelle ikke udsættes for hadforbrydelser, og at alle kan møde på arbejde uanset om de er mænd, kvinder, binære, non-binære, transkønnede, interkønnede eller pankønnede og sige: ”Jeg kan være mig selv, når jeg er på arbejde”!