Vermund Larsen begyndte i 1935 at designe, producere og sælge ergonomiske stole til erhvervslivet og var den første i verden til at bruge en gaspatron som højdeindstilling på kontorstole. I dag er Vermund Larsen blevet til VELA, en 90-årig virksomhed placeret i Aalborg, der er en gigantisk eksportsucces inden for ergonomiske arbejdsstole og hjælpemidler.
Hos VELA er man stolt af det, man laver og bidrager med – lige fra den nyeste elev til direktør Per Buus, der har stået i spidsen for virksomheden i 22 år. For der er noget på spil.
Det handler ikke kun om kundernes velbefindende. Internt i VELA er de fire værdier OMTANKE, TILTRO, FORSKELLIGHED og GROKRAFT helt centrale og en del af den daglige kultur.
Som en del af mange værdiinitiativer spiller medarbejderne – i tværgående grupper – VELAs værdibrætspil. Her forholder kollegerne sig til dilemmaer, situationer og billeder fra hverdagen og diskuterer dem med de fire værdier som pejlemærker.
Spillet har ikke et facit eller rigtige svar. Det handler om processen og de refleksioner, der opstår mellem mennesker. Ved at anvende værdierne aktivt på konkrete dilemmaer skabes nye relationer og en fælles forståelse af god adfærd.
Værdistrejf i juletiden
Værdierne er en del af dagligdagen året rundt, men særligt i juletiden er der opstået en tradition, hvor alle mødes hver dag i december til et inspirerende indslag med afsæt i de fire værdier. Det kan være et oplæg fra en ekstern ekspert, en historie fra en anden afdeling eller en beretning fra en glad kunde.
VELAs værdigruppe står bag både Værdistrejf i juletiden og det generelle arbejde med at holde de fire værdier synlige hele året. Værdigruppen består af ildsjæle fra forskellige dele af organisationen.
De fire værdier gør det lettere at træffe troværdige beslutninger i svære situationer. Hvordan giver man fx sparring til en kollega, der har brug for hjælp? Hvordan skaber en leder de bedste rammer for sit team? Og hvad gør man, når en økonomisk fristelse kunne føre til dårlige valg – som at misligeholde en leverandørkontrakt eller opsige en langtidssyg medarbejder?
Kulturen spiser frokost sammen med strategien
Den kendte ledelsestænker Peter F. Drucker sagde: "Culture eats strategy for breakfast", hvilket betyder, at ledelsens strategier altid vil blive overhalet af de ansattes indlejrede vaner og adfærd.
Hos VELA er strategi og kultur skabt ud fra de samme værdier, hvilket har ført til mundheldet: "Hos VELA spiser strategien frokost sammen med kulturen." Og det lader til at være sandt. VELA har haft vækst i 20 år og har femdoblet sin omsætning – baseret på en strategi og kultur rodfæstet i OMTANKE, TILTRO, FORSKELLIGHED og GROKRAFT.
Værdierne står stærkt – ikke kun menneskeligt, men også økonomisk.
Kort om VELA
- Antal medarbejdere: 129
- Branche: Fremstilling & Produktion
- Web: VELA