Danmarks Bedste Arbejdspladser 2025 er kåret. Se dem her!
MENU

En arbejdsplads fuld af kriser

 En arbejdsplads fuld af kriser

Ellested Kvindekrisecenter logo

Ellested Kvindekrisecenter på Fyn er øverst på listen over Danmarks Bedste Arbejdspladser 2025. Førstepladsen er opnået gennem et helt særligt blik på, hvordan en god arbejdsplads med et indbygget stærkt formål skabes.

"Vi skal gemme vores ego væk og være hele mennesker på arbejdet," fortæller Stellah Hansen, stifter og leder af kvindekrisecentret.

Når kriseramte kvinder dukker op for at bo på Ellestedet, har de ifølge Stellah ikke brug for pasning og pædagogik – de har brug for andre mennesker og stærke relationer.

På Ellestedet handler det ikke om at skjule sine følelser bag en professionel maske. Tværtimod. Her er det netop gennem ægthed, nærvær og menneskelig kontakt, at både medarbejdere og kriseramte kvinder oplever ægte forandring.

Vi rekrutterer mennesker – ikke CV'er

Til en rekrutteringssamtale i andre virksomheder kan sårbarhed være noget, man vil undgå. Men hos Ellestedet er det anderledes. Den vigtigste kompetence hos Ellestedet er nemlig at kunne være sårbar i dagligdagen.

Det kræver mod at vise sine følelser – men det skaber også stærke relationer, høj tillid og et kollegaskab, der rækker langt ud over det sædvanlige.

Mennesker, der accepterer sig selv, viser deres følelser åbent og også anerkender deres dårlige sider, vil ifølge Stellah Hansen være mere i stand til at møde andre fordomsfrit – både i relationen til kollegaer og de kriseramte kvinder.

Gråd er et sundhedstegn

Der bliver i dagligdagen givet meget plads til hinandens forskelligheder. Og ud fra kendskabet til hinandens tilstande opbygger kollegaerne et meget stærkt sammenhold og har derfor mange fælles kræfter til at arbejde formålsorienteret med de kriseramte kvinder.

Det sker af og til, at kollegaer græder sammen over det, de oplever og hører, men fordi alle gennem åbenhed mentalt passer på hinanden, ses gråd som en styrke – et tegn på, at mennesker mærker sig selv og deler deres følelser. Man bør ikke pakke sine følelser ned og tage dem med hjem.

Tilgangen vil for mange mennesker på andre arbejdspladser kunne opleves som radikal, men ikke på Ellestedet. Her er mennesket naturligt, som det er.

Stærkt formål – stærke resultater

Måske tænker nogen, at en arbejdsplads med følelser i centrum mangler struktur og retning. Men Ellestedet balancerer det menneskelige med det professionelle.

Der arbejdes målrettet med LEAN, kvalitetssikring og tydelige processer. Der sættes KPI’er, evalueres og optimeres – hele tiden med fokus på at skabe den bedst mulige hjælp til kvinder i krise.

Det er ikke enten eller – det er både og. Det stærke, sårbare menneske og den veldrevne, formålsdrevne organisation går hånd i hånd.

Ellestedet er et bevis på, at når mennesker tør være hele – med alt hvad det indebærer – skabes der ikke bare en bedre arbejdsplads, men også bedre liv. For medarbejderne. For kollegaerne. Og for de kvinder, der har allermest brug for det.

Kort om Ellested Kvindekrisecenter
  • Antal medarbejdere: 20
  • Branche: Social services & Stat
  • Web: Ellestedet
Se hele af listen over Danmarks Bedste Arbejdspladser® 2025 med 20-49 medarbejdere her