Interviewet med Jesper Uggerhøj blev foretaget i 2015, da han var kædedirektør hos Irma. I dag er han administrerende direktør hos Løgismose Meyers.
Det er næsten umuligt at overvurdere betydningen af tillid i en supermarkedskæde som Irma. Tillid er altafgørende i den positive udvikling, Irma har været i de seneste år.
Her tænker jeg i første omgang på tilliden mellem medarbejdere og ledelse. Tillid er forudsætningen for, at vi bliver lyttet til, og for at medarbejderne føler et medansvar for udviklingen. Medarbejderne skal have tillid til, at den retning, ledelsen har tegnet, giver mening og bliver fulgt. Det er ganske enkelt umuligt at løfte service og kvalitet for flere hundrede medarbejdere på op mod 90 matrikler udelukkende ved hjælp af kontrol og overvågning. Det kan kun ske med en høj grad af tillid.
Hvor høj er tilliden på din arbejdsplads? Læs her, hvordan vi kan hjælpe
Tilliden til vores leverandører er også helt afgørende. Vi har mange gamle leverandører, som vi har opbygget et tillidsforhold til gennem årene – uden at der dog er tale om blind tillid. Hvis leverandørerne ikke lever op til tilliden, rammer det nemlig Irma hårdere end nogen anden.
Men den mest værdifulde kapital er formentlig den tillid, som kunderne har til Irma. Vi ved fra undersøgelser og fra henvendelser i det daglige, at kunderne har meget høj tillid til Irma. Det er en arv, der er blevet opbygget over mange år, og som skal forvaltes med stor omhu.
Vi vil gerne leve op til folks tillid
I Irma har butikscheferne stor indflydelse på sortimentet, og det giver Irma en anderledes profil. Enhver kan med selvsyn konstatere, at de enkelte Irma-butikker er forskellige og tilpasset lokale forhold. For mig er det en forudsætning for tillidsbaseret ledelse, at vi er parate til at lægge ansvaret for vigtige dele af forretningen ud til medarbejderne i butikkerne. Vi har branchens højeste anciennitet, og det er et vigtigt udgangspunkt. Tillid og langvarige relationer tager tid.
En anden måde at bygge videre på tilliden er ved at investere i medarbejderne. Vi bruger mange ressourcer på efteruddannelse. Eksempelvis har vi lige uddannet 50 kulinariske guider, der kan rådgive vores kunder om madglæde. Og da vores kunder jo også er er meget vininteresserede og ved utroligt meget om vin, har vi uddannet 50 sommelierer i butikkerne. Vi investerer i vores medarbejdere, og som alle investeringer bygger de på, at vi har tillid til, at relationerne og kvalifikationerne kan holde.
Invester i medarbejderne og et godt arbejdsmiljø – start her
Udover at give medarbejderne større ansvar, er det klart, at tilliden bygger på, at vi er troværdige i vores kommunikation. Medarbejderne skal kunne stole på de ting, vi siger. Og de skal også kunne stole på, at deres synspunkter bliver hørt og modtaget i en konstruktiv og positiv ånd. Hvis den tillid ikke er til stede, sander kommunikationen til, og det vil skabe afstand mellem medarbejdere og ledelse.
Derfor arbejder vi hver dag på at leve op til folks tillid – både når vi taler, og når vi lytter.
Tillid er en kapital
Danmark er et af de samfund i verden, hvor vi har mest tillid til hinanden. Det er der talrige undersøgelser, der viser, og det er også den oplevelse, vi har med både vores kunder og medarbejdere. Men vi har en tendens til at tro, at Danmark altid vil være et tillidssamfund. Og det er farligt.
Tillid er en kapital, der meget hurtigt kan blive opbrugt. Det tager lang tid at opbygge tillid, men den kan nedbrydes på et splitsekund. For mig hænger tillid og ansvar sammen. Tillid fungerer kun, hvis alle parter tager deres ansvar alvorligt. I første omgang handler det om ansvaret for vores omgivelser. Men i sidste ende hænger et tillidsbaseret velfærdssamfund kun sammen, hvis vi oplever, at den enkelte også tager ansvar for sig selv og sit eget liv. Hvis ikke det er tilfældet, er vi i gang med at nedbryde den vigtigste form for tillid – tilliden til den samfundsmodel, vi har valgt.
Hvis vi skal bevare – eller ligefrem øge – tilliden i det danske samfund, mener jeg, at vi skal være bedre til at tale om ansvar og tage ansvaret mere alvorligt.
Læs flere inspirerende refleksioner over tillid af dygtige danskere – få den gratis e-bog 'Et spørgsmål om tillid' HER